Biografklub Danmark

I Filmteatret Hobro viser vi alle film fra Biografklub Danmark.

Med et medlemskab af Biografklub Danmark får du halv pris på biografbilletten til 10 udvalgte kvalitetsfilm i hver sæson. 

Sæsonen løber fra august til august og du køber dit medlemskab på www.biografklubdanmark.dk

Når du køber eller reserverer din biografbillet her på siden skal du blot taste koden på din Biografklub DK billet ind og så fratrækkes rabatten automatisk.

Køber du din billet i vores billetsalg, skal du blot vise din Biografklub DK billet i appen på din telefon eller i en printet udgave.

FARVEN LILLA

Oplev den ekstraordinære historie om tre kvinder, der deler et ubrydeligt bånd. Filmen er baseret på Alice Walkers Pulitzerprisvindende bestseller fra 1982 og den Tonyprisvindende musical af samme navn. ’Farven lilla’ er en skelsættende historie om at finde sin egen stemme. Filmen er instrueret af Blitz Bazawule, som er en filmskaber med en unik stemme og en enestående kunstnerisk vision. Som Oprah Winfrey siger: ”This movie is not your mama’s Color Purple – but your mama will love it, too!” På rollelisten ses et dygtigt hold, herunder Fantasia Barrino som Celie, Taraji P. Henson som Shug Avery, Danielle Brooks som Sofia, Colman Domingo som Mister, Corey Hawkins som Harpo og mange flere.

Den prisvindende danske filmfotograf Dan Laustsen har fotograferet de ekstraordinært smukke billeder til ’Farven lilla’. Laustsen har arbejdet i Hollywood i mange år. Han har været nomineret til to Oscars for filmene ’The Shape of Water’ og ’Nightmare Alley’. Udover Oprah Winfrey og Steven Spielberg er ’Farven lilla’ også produceret af Scott Sanders og Quincy Jones.

ROM

Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) er taget på en forlænget weekendtur til Rom for at fejre deres bryllupsdag og et langt ægteskab. De skal genopleve byen, hvor Gerda som ung gik på kunstskole. Men turen går ikke helt som forventet. Da parret møder Gerdas karismatiske kunstlærer og tidligere flamme, Johannes (Rolf Lassgård), havner Kristoffer på sidelinjen, mens Gerda jagter sin ungdom i Roms gader og stræder.

’Rom’ genforener Bodil Jørgensen og Kristian Halken, der tidligere har dannet par i ’Badehotellet’. Nu kan de ses i rollerne som Gerda og Kristoffer, der skal genfinde sig selv, og hinanden, i et morsomt og romantisk feelgood-drama. Filmen er instrueret af Niclas Bendixen, der tidligere har lavet tv-serien ’Ditte Louise’ (2015-2016) og filmen af samme navn (2018). ’Rom’ er optaget on location i Roms gader, og de smukke billeder giver én lyst til at besøge og nyde den fantastiske by.

PAST LIVES

De to dybt forbundne barndomsvenner Nora og Hae Sung bliver splittet fra hinanden, da Noras familie emigrerer fra Sydkorea til Canada. To årtier senere bliver de genforenet i New York i en skæbnesvanger uge, hvor de konfronteres med begreber som skæbne, kærlighed og de valg, der skaber et liv.

’Past Lives’ er produceret af tidens mest populære amerikanske produktionsselskab, A24, og er instruktør Celine Songs debutfilm. Filmen er inspireret af hendes egne erfaringer og er en smuk, underspillet og rørende kærlighedshistorie. Ved filmens verdenspremiere på Sundance Filmfestival i år blev den kaldt en af årets bedste film. Nu kigger den frem mod Oscaruddelingen, hvor rygterne allerede svirrer. Den kvindelige hovedrolle spilles af talentet Greta Lee, og i den mandlige hovedrolle ses Teo Yoo.

HAMMARSKJÖLD

I 1961 har Dag Hammarskjöld kun et år tilbage på posten som FN’s generalsekretær. Herefter skal han flytte tilbage til sit hus i Österlen, hvor han kan se frem til et mere roligt liv efter otte år på posten midt i det verdenspolitiske centrum. Men den kolde krig raser om ørerne på Hammarskjöld, og især Congo tager hans opmærksomhed. Dag Hammarskjöld har nemlig påtaget sig opgaven at formidle fred i landet. En umulig opgave, mener mange. En selvmordsmission ifølge andre. Filmen er en intens, spændende og rørende fortælling, der bringer os lidt tættere på den elegante og stålsatte, verdensberømte svenske diplomat.

’Hammarskjöld’ er svensk produceret, men er instrueret af danske Per Fly, der begejstrede både publikum og anmeldere med sin danmarkstrilogi ’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’. Mikael Persbrandt, der spiller den altoverskyggende hovedrolle som Hammarskjöld, har været med i en lang række af svenske, internationale og danske film og tv-serier, men herhjemme er han nok bedst kendt fra Susanne Biers ’Hævnen’, ’Hamilton’ og senest fra Lars von Triers ’Riget Exodus’. Filmen giver et indblik i mennesket bag den berømte politiker. I filmen får Persbrandt et stærkt modspil af blandt andet danske Thure Lindhardt.

FULD AF KÆRLIGHED

Efter den succesfulde og anmelderroste ’Vores mand i Amerika’ er Christina Rosendahl tilbage med ’Fuld af kærlighed’, hvor de store verdensbegivenheder er skiftet ud med det nære og familiære. Filmen handler om en middelklassefamilie, som på overfladen har en lykkelig og perfekt tilværelse. Men bag facaden er familien tæt på opløsning på grund af farens eskalerende forbrug af alkohol. Efter flere år med svigt og brudte løfter siger de endelig fra overfor faren: ”Stop med at drikke, eller vi forlader dig!” De må dog snart erkende, at løsningen hviler på alles skuldre.

’Fuld af kærlighed’ er både skrevet og instrueret af Christina Rosendahl. Bag kameraet er det Robert- og Bodilprisvindende filmhold fra ’Vores mand i Amerika’ atter samlet. Stine Stengade, Lars Ranthe og Viilbjørk Malling Agger udgør det stjernebesatte hovedcast i denne rørende og hjertegribende biografoplevelse.

ONE LIFE

’One Life’ fortæller den inspirerende og sande historie om Sir Nicholas ’Nicky’ Winton (Anthony Hopkins), hvis bestræbelser på tærsklen til 2. verdenskrig reddede mere end 600 børn fra deres undergang i hænderne på nazisterne. Nicky er bankmand med et stort humanistisk hjerte. Da han rejser til Prag i 1938 og ser situationen for de flygtende jøder, beslutter han sig for at hjælpe de børn, der skal transporteres med tog til koncentrationslejrene. Det er et kapløb med tiden. Hvor mange kan han nå at befri, før det er for sent? Er det en sejr blot at redde ét liv? ’One Life’ er en enormt rørende og livsbekræftende film om viljestyrke, dedikation og tilgivelse.

I hovedrollen ses Anthony Hopkins, hvis imponerende karriere har budt på flere ikoniske roller. Hopkins er især kendt fra ’Ondskabens øjne’ og ’The Father’, som begge indbragte ham en Oscarstatuette for ’Bedste mandlige hovedrolle’. Den prisvindende skuespiller Helena Bonham Carter er også at finde på rollelisten. Hun har været nomineret til to Oscars for filmene ’Kongens store tale’ og ’The Wings of the Dove’. I rollen som Nickys kone ses den svenske skuespillerinde Lena Olin, og hans bedste ven spilles af Jonathan Pryce.